Tvillingerne

Jeg arbejdede i en SFO, som jeg har kaldt Bønnen. Den findes ikke i virkeligheden, men er en ganske almindelig SFO i Danmark.
Da jeg startede i Bønnen, fik jeg hurtigt øje på to drenge som var meget vilde og voldelige mod de andre børn, de slog dem uden grund, skræmte alle børnene væk – børnene var særdeles bange for dem. De var ligeglade med hvad vi voksne sagde til dem, og jeg var egentligt også selv lidt bange for dem, selvom de kun var 8 år. De kommer også fra en meget socialt belastet familie, deres bror er fx anbragt på en institution for vanskelige unge, og jeg er endda blevet bevidnet om, at de har samme tilbøjeligheder som ham. De var meget optagede af pistoler, knive og geværer. Mange af deres lege gik ud på krig, men der var ingen andre der ville lege med dem, da de ikke var gode ved dem, så de legede nærmest kun med hinanden. Jeg havde nu været i Bønnen i et stykke tid, og ville prøve at få integreret de to drenge med de andre børn.
Jeg tog dem til side og fortalte, at jeg havde været i militæret, og derfor havde prøvet at skyde med rigtige våben, hvilket de synes var vildt spændende, jeg kunne mærke på dem, at der var noget at arbejde videre på. Jeg tog dem med udenfor og legede ”rigtige” soldater, og viste dem hvordan man skulle bevæge sig i de forskellige terræner. Jeg forklarede dem også på hvilken måde en soldat skal behandle sine kammerater, og at de skulle vise dem respekt, og at man snakkede ordentligt til folk, ellers ville man aldrig blive en dygtig soldat. De tog simpelthen alt det jeg havde sagt til sig, og blev til to fuldstændige ’’normale’’ drenge. I dag har de en masse kammerater, som gerne vil lege med dem, både krig, som drengene elsker, men også en lang række andre ting, som fodbold, papirklip osv. De har endda nogle af dem med hjem i fritiden, hvilket de aldrig har haft før.

Christian